Ungdomshuset støtter Liebig 14

27. januar 2011

Vores gode venner i Liebig 14 (Liebigstrasse 14, Friedrichshain) er efter lang tids forhandling om en lejeaftale med ejerne af bygningen nu officielt rydningstruede. Det betyder, at politiet fra kl 8.00 d. 2 februar 2011 kan rydde det over 20 år gamle autonome fristed.

Berlin oplever på samme måde som København en gennemgribende ensretning af byens bygninger. En ensretning, der betyder, at den del af byens bygninger, der før kunne huse dem, der ikke havde særlig mange penge, nu ikke længere er der - noget som Liebig 14 beskriver i deres seneste kommuniké:

... utilfredsheden vokser sig større, fordi den neoliberale genstrukturering af byen ikke kun truer den venstreorienterede, ikke-kommercielle subkultur i denne by, men i særdeleshed rammer de socialt dårligt stillede, immigranter og alle adnre befolkningsgrupper, der i forvejen er blevet trængt ud på samfundets kant.

Berlin har i de seneste år oplevet en massiv hetz mod autonome fristeder, der ofte er endt i rydninger. Liebig 14 er det sidste store BZ'atte hus tilbage i Friedrichshain, og for dem handler kampen nu om noget meget større end "bare" boligbehov:

Det drejer sig ikke om at skabe en tryg lille verden, men om at skabe steder, hvor modstand mod de styrende forhold kan organiseres.

Liebig 14 anvender i høj grad de samme retningslinier, vi har valgt at begå os ved i Ungdomshuset, og de viste os stor støtte under kampen for vores gamle Ungdomshus på Jagtvej 69. Den situation, som Liebig 14 og husets beboere befinder sig i, minder i den grad om situationen med Ungdomshuset på Jagtvej 69 op til rydningen d. 1. marts 2007. Det er derfor _med stor solidaritet_, vi udsender denne støtteerklæring og opfordring til, at man tager til den planlagte »Expect Resistance«-demonstration d. 29 januar i Berlin og de efterfølgende dages manifestationer op til den eventuelle rydning.

International sag - International solidaritet!

WIR BLEIBEN ALLES!

 

DEMO
Støtter af Liebig 14 i Danmark har arrangeret en solidaritetsdemo for at bakke op om huset. Den finder sted d. 2. februar med start kl. 17 fra Dronning Louises Bro og går til den tyske ambassade. Vi opfordrer alle til at støtte op. Læs mere hos Modkraft.


MERE INFO
Liebig 14's hjemmeside: http://liebig14.blogsport.de/
Pressemeddelelse, engelsk: http://liebig14.blogsport.de/translations/expect-resistance-29-01-2011/
Wir Bleiben Alle (tysk): http://wba.blogsport.de/
Info (tysk): http://www.taz.de/1/berlin/artikel/1/warten-auf-tag-x/