Svends Espensens sidste bytur

22. februar 2011

Søndag døde vores ven, fotografen Svend Espensen. I hans egen ånd bliver der ikke nogen bisættelse, men en afskedsdemo mod hele lortet. Vi opfordrer alle til møde op og sige et sidste farvel.

 

Hvil i fred, Svend!

 

Herunder gengives indkaldelsen:

Vi skal sige et sidste farvel til fotograf Svend Espensen, og gør det præcist som han har ønsket det. 

Der vil være taler og Svends favoritmusik undervejs i demoen.

Lørdag d. 26. februar 2011 kl 13.00, mødes vi på Blågårds Plads. 

Turen går herfra 2+1 gange rundt om Blågårds plads, gennem Nørrebro, forbi 69 og afsted til Fælledvej, hvor vi får lejlighed til at hilse Svend farvel. Kl. ca. 15.30 går vi tilbage til Svend ynglings vandings hul, Café Blågårds Apotek.

Der er mulighed for at sende en hilsen, en elefant dåsebajer (ikke flasker), et badge, blomster eller din hjemmestrikkede gave til Svend, med i vognen. Du kan også hilse af, ved at skrive på kisten. KISTEN - IKKE RUSTVOGNEN.

Hold humør højt og tungen lige i munden.

Svend ville forvente at alle bidrager. At du tager lys, glæde, bannere, talen, musikken og alt det andet med. 

Demovognen "Slingshot" står i gården på Kapelvej 44, fra lørdag morgen kl. 10 og kan dekoreres af alle. Find de gamle bannere og balloner frem. Vil du holde en (kort) tale for Svend, eller har et stykke musik du ved Svend elskede, så ring til Mads på tlf. 60886805.

Der vil undervejs i demonstrationen være en indsamling til Svends bisættelse. 

Lad os give Svend en sidste fest, som var hans talent for forstyrrelse værdig!

Hvis man bruger den slags, kan man melde sig til på Facebook. Læs også Lisbeths nekrolog på Modkraft.