Vi mødes på Gammeltorv Kl 17 hvor vi vil gå gennem byen og slutter i Ungdomshuset på Dortheavej 61

1. Marts 2017 er det præcis 10 år siden at Faderhuset sendte politiet ind for at rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69, alt imens Københavns Kommune - der stod bag salget af huset og grunden - kunne stille sig smilende i baggrunden og se til mens en kristen sekt gjorde deres beskidte arbejde. 

 

Det blev tydeligt for enhver er der ikke er nogen grænser for hvor mange penge kommunen vil bruge på at fjerne alt der stikker udenfor, og hvor meget politi og tåregas de er klar til at sende efter folk der tror på et solidarisk og frit samfund hvor der er plads til mangfoldighed.

 

De fleste beboere på Nørrebro vil kunne huske billederne af en bydel indhyllet i tåregas, alt imens brugere af huset blev smidt i fængsel.

 

10 år efter rydningen har mange ting ændret sig, Faderhuset er dødt og vi har vundet kampen for et nyt hus - men den arrogance og kynisme, der er blevet regeringens og Københavns Kommunes varemærke lever videre i bedste velgående. Den politik der førte til Ungdomshusets rydning fortsætter dens frontalangreb mod ikke blot den alternative ungdomskultur, men mod hele Nørrebro.

 

Det seneste år har vi set vores kammerater i andre lande blive angrebet, fjernet og retsforfulgt når deres fristeder og kollektiver ikke længere passede ind i politikernes planer for gentrificeringen af deres bydele. I Berlin, Oslo, Haag, Amsterdam og listen fortsætter. Vi har vi set hvad der sker når viljen til at leve et andet liv end kernefamiliens snævre rammer dikterer, bliver udryddet for at skabe plads til profit. 

 

"Kampen for fristeder er ikke kun en kamp for et enkelt hus, men er en større kamp imod normaliseringens indgriben i menneskers ret til at udfolde sig og tænke frit. Vi mener, at 1. marts står som en historisk men også fremtidig kampdag, hvor vi står fast på vores vilje til et anderledes samfund med plads til alle, der giver plads til alle."

 

Citatet stammer fra 2007, men i de 10 år der er gået siden da er ordenes relevans så absolut ikke blevet mindre. Tværtimod står vi stadig foran en lang og sej kamp. En kamp der skal udmønte sig i at vi allesammen får lov at leve og tænke og udfolde os frit for borgerskabets snæversyn!