Jagtvej 69
Jagtvej 69: 31. oktober 1982 - 1. marts 2007
Efter mere end 24 år som progressivt kultursted til gavn
for København, stormede og ryddede politiet Ungdomshuset
på Jagtvej d. 1 marts 2007. Få dage efter blev den
historiske bygning revet ned. Det skete efter syv års
forgæves forsøg på at finde en politisk
løsning på den konflikt, der opstod i 1999, da
politikerne valgte at sætte huset til salg.
Til det sidste blev der forsøgt, at finde en politisk
løsning, der gjorde det muligt at forsætte
aktiviteterne - evt. et andet sted, samtidig med, at politikerne
anerkendte deres ansvar. Politikerne fastholdt til det sidste, at
de ikke ønskede at stille et hus til rådighed, selvom
omkostningerne ville være den rene ingenting i
kulturpolitiske sammenhænge.
Ungdomshuset på Jagtvej var et spillested, et
forsamlingshus og rummede derudover en lang række andre
kulturelle aktiviteter. Heriblandt folkekøkken, biograf,
tekstiltrykkeri, værksted, øvelokaler, café,
bog- og pladebutik, kontor og mødelokaler, der alt sammen
blev flittigt brugt af byens unge.
Huset og aktiviteterne blev drevet af mellem 100 og 200
frivillige, ulønnede aktivister, der ved siden af skole,
studier og arbejde lagde enorme mængder af tid og energi i,
at vedligeholde huset og fylde kalenderen med teater, koncerter og
andre kulturbegivenheder, af vidt forskellig art. Primært fra
undergrundsscener verden over.
Ungdomshuset høstede stor internationale anerkendelse som
kulturcenter. Blandt andet fordi, der her var plads til at nye
idéer kunne prøves af - både i
øvelokalet og på scenen, hvilket førte til
opblomstring af nye talenter og helt ny lyd. Men også det
vedholdende engagement og den kreativitet, der blomstrede var med
til at gøre huset stort. Igennem de sidste år voksende
en årlig undergrunds punkfestival, sig stor og tiltrak
gæster fra hele kloden. Simpelthen fordi den var uden
sidestykke indenfor genren.
Beslutningerne blev truffet i fællesskab ved husets
ugentlige mandagsmøder, hvor der ikke blev stemt om
beslutningerne. I stedet blev der opnået fælles
beslutninger gennem konstruktiv debat. Den basisdemokratiske
styreform førte til få, men principielle
grundlæggende retningslinjer. Blandt andet et forbud mod vold
og hårde stoffer. Desuden blev det prioriteret højt,
at ingen blev udelukket fra at bruge huset, derfor var racisme,
sexisme og heterosexisme ligeledes bandlyst.
Selvom reglerne var få, så blev huset båret af
en fælles solidarisk ånd, om at priser skulle holdes
nede, så alle kunne være med og ingen skulle tjene
penge på aktiviteterne i huset.

Rydningen
Historien om rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset begynder
i 1999. Efter 17 år med Ungdomshuset, satte politikerne huset
til salg. Beslutningen blev truffet uden dialog med husets brugere
og mødte fra første dag protester.
Politikerne forsatte ufortrødent, stadig uden at ville
gå i dialog. I løbet af 2000 afviste politikerne bl.a.
et tilbud fra Fonden til Fremme af Blivende Økologisk
Balance, der ønskede at bevare huset, men i november 2000
valgte de for lukkede døre at sælge huset til det
nystiftede aktieselskab Human A/S, der siden viste sig at
være oprettet til lejligheden og hurtigt solgte sig selv
videre til den højreorienterede kristne sekt Faderhuset.
Derefter lå brugere af Ungdomshuset i juridisk strid med
Faderhuset i fem år om retten til huset. Imens blev de
arbejdet hårdt for, at få politikerne til at gå
ind i sagen og finde en løsning på den konflikt, de
havde lagt fundamentet til. Der blev igen og igen gjort
forsøg på, at få møder med politikere.
På gaderne blev der demonstreret, delt løbesedler ud
og samlet underskrifter og støtteerklæringer ind i
tusindvis. Det hele prellede af på politikerne. Igennem
åren blev der også gennemført en lang
række spektakulære aktioner, for at få
politikerne op af stolene. Skibet i Tivoli blev erobret, TV-Avisen
blev afbrud, Luksushotellet D'Angleterre blev besat og meget mere.
Lige lidt hjalp det. Politikerne så passive til.
Den 28. august 2006 afsagde Østre Landsret dom i sagen.
Ejendommen skulle overdrages til Faderhuset. Dommen
beskæftigede sig ikke med, hvad der skulle blive af
aktiviteterne i huset. Det blev kort efter afvist, at
fortsætte sagen for højesteret. I stedet blev det
slået fast, at huset skulle forlades senest 14. december
samme år.
Nu blev alle sejl sat til for at finde en politisk
løsning. Nørrebroborgere, fagbevægelse,
kunstnere, kulturpersoner og mange flere kom på banen og
krævede, at politikerne gik ind i konflikten. Igen og igen
demonstrerede mange tusinde unge for en politisk
løsning.
I september måned kom en fond på banen og
forsøgte at købe den historiske ejendom tilbage fra
Faderhuset. Fonden bød flere gange med stadigt større
beløb, men i december afviste sektens leder, Ruth Evensen
endegyldigt at sælge ejendommen.
Den 14. december stemte Socialdemokraterne en række
løsningsforslag ned i borgerrepræsentationen og
overborgmester Ritt Bjerregård erklærede sagen
død, mens over 5.000 københavnere stod udenfor
på Rådhuspladsen og krævede politisk
handling.
Huset blev ikke forladt. Der var fuld enighed om ikke at opgive
24 års arbejde uden kamp. Dermed var Ungdomshuset BZ'at, for
første gang i sin historie.
Den politiske modvilje førte få dage efter til
voldsomme sammenstød, da politiet forsøgte at blokere
ruten for en demonstration for bevarelsen af Ungdomshuset. I
kølvandet på urolighederne kom der fokus på den
politiske proces, der havde ført til de ophobede
frustrationer. Flere og flere meldte sig på banen med kritik
af den manglende vilje hos Ritt Bjerregård til at løse
den konflikt, politikerne stod bag.
Overborgmesteren ønskede stadig ikke selv at komme med
løsninger, men foreslog i stedet at fonden skulle
løse politikernes problem. De millioner, der forgæves
var blevet budt på det mere end hundrede år gamle
forsamlingshus på Jagtvej 69 skulle nu bruges på at
købe en anden bygning, mente Ritt Bjerregård. Derefter
lænede hun sig igen tilbage i overborgmesterstolen.
I lang tid var der efter overborgmesterens udsagn ikke nogen
kommunal bygning, der var egnet. Men sent i januar, hvor huset for
længst skulle have været ryddet, dukkede der alligevel
pludselig noget op. En ejendom i Stevnsgade, kun få hundrede
meter fra Jagtvej 69, viste sig alligevel at være både
egnet og stå ubenyttet hen. Den kunne fonden købe for
15,5 millioner. En pris, der senere blev sænket til 12
millioner.
Da
fonden viderebragte løsningsforslaget til Ungdomshusets
brugere blev kalenderen ryddet til diskussionen. På fem dage
blev hele sagen vendt og diskuteret fra alle mulige vinkler. Igen
og igen landede diskussionen på det samme
spørgsmål. Hvorfor skulle der betales for huset? Der
var enighed om, at det var helt grundlæggende forkert, at
kommunen ikke ville still huset til rådighed, men at der kun
kunne være et ungdomshus i København, hvis nogen
betalte et millionbeløb for det. Der var stor utilfredshed
med, at politikerne for eksempel gerne ville støtte opera og
andet finkultur med mange millioner, hvert eneste år, men
ikke ville stille et hus til rådighed til ungdomshus,
én gang for alle.
På mødet blev der sagt ja til huset og til at
forlade barrikaderne på Jagtvej 69 frivilligt, hvis blot
kommunen droppede sit krav om, at fonden skulle betale for det.
Ritt Bjerregård afviste blankt, at stille et hus til
rådighed. Hvis der skulle være et ungdomshus i
København, så skulle det købes af kommunen til
markedspris. Kommunen ville ikke selv stille et hus til fri brug og
ville ikke overdrage et til fonden. Dermed lukkede overborgmesteren
i praksis forhandlingerne og tog på ferie. Der var hun
også, da specialstyrker angreb huset d. 1. marts 2007.